Da jeg fik øjnene op for kashmir var det i første omgang med albummet "The Good Life", som jeg blev glad for og lyttede meget til, men det var først med albummet "Zitilites", at jeg for alvor mødte et band, eller nok nærmere en sangskriver, som jeg følte mig beslægtet med. Teksterne og melodierne fortalte noget af det, jeg ikke selv kunne fortælles, de sagde nogle af de ord, jeg ikke selv kunne sige. Jeg havde det som om jeg gennem sangene allerede kendte Kasper Eistrup, og at vi herigennem havde en fælles forståelse, selvfølgelig uden han vidste det. Specielt husker jeg nummeret "Petite Machine" med den inderligt smukke intro, som for mig handler om altopslugende kærlighed, der bliver så vital for en, at den bliver en besættelse man nærmest ikke kan undslippe, og som man heller ikke vil leve foruden, selvom man er på sammenbruddets rand. En kærlighed, der indeholder inderlig hengivenhed, men også smertefuld længsel og afsavn. Jeg kunne også nævne andre numre fra pladen, da der er så mange gode, men vil nøjes med dette ene.
Efter "Zitilites" var jeg solgt til Kashmir og mit selvoplevede slægtskab med Kasper. Det var derfor en stor oplevelse for mig, da jeg efter deres udgivelse af "No Balance Palace" mødte Kasper inden en koncert i teaterbygningen i Køge. Jeg havde været med til at bære deres gear og sætte det op, og stod ude ved det sted, hvor deres merchandise skulle sælges fra, da Kasper kommer ud for at se, hvordan merchandisen tager sig ud. I første omgang er jeg meget benovet over at se ham, men får taget mig sammen til at spørge ham om en autograf. Han er utrolig sød, ydmyg og nede på jorden, der er ingen stjernenykker at mærke, men kun en mild venlighed, hvilket kun forstærker mit glorificerede billede af ham. Jeg får en kort snak med ham, og får ham til at skrive en autograf på mit "Zitilites"-cover. Han er samtidig så venlig at tage mit cover med ud i bandrummet, så de andre bandmedlemmer også kan skrive deres autografer, hvilket jeg selvfølgelig er meget glad for. Efter koncerten får jeg coveret med autograferne igen, og er utrolig stolt over at mødt Kasper og samtidig få mit eget personlige cover til "Zitilites".
Min oplevelse af slægtskab med Kasper er med tiden aftaget, men jeg holder stadig utrolig meget af at lytte til Kashmir og gå til deres koncerter. Jeg tror altid de vil have en speciel plads i mit hjerte, da jeg mødte dem på et tidspunkt, hvor jeg havde brug for at føle, at der var andre mennesker, der havde det ligesom mig. Så tak for det!